Turen til verdens ende …

Vores tur til New Zealand startede mandag den 30. januar 2012 med en togtur til Roskilde, hvor Jans fætter Frans og hans kone Inge afhentede os på banegården i bidende kulde. Interessant med sådan en togtur.

Vi fik en god kop kaffe og hoppede i seng i sommerhuset. Tirsdag morgen den 31. januar 2012, blev vi efter at have spist morgenmad, kørt til Kastrup lufthavn af de samme søde mennesker.

Nu begyndte det rigtigt at kilde i maven. Hvordan skulle det gå med de mange timer i fly, der nu lå foran os og ”stakkels” Jan der ikke måtte ryge.

Rejseplanen var at vi skulle flyve fra Kastrup kl. 14:00 til Dubai, hvor vi skulle ankomme kl. 23:15, i alt 6 timer og 15 minutter. Ja lad nu være med at regne efter. Der er en tidsforskel på 3 timer.

Vi fløj over Sverige, Bornholm, Polen, Sortehavet, Iran og landede med flyet præcis og punktligt. Det har været en fornøjelse at flyve med Emirates, det kan anbefales varmt. Der blev serveret mad og drikkevarer, så meget som du havde lyst til. Det eneste minus er siddekomforten, jeg tror flyet er bygget til små mennesker, men det hjalp ikke at have armlænet nede.

Vi skulle transporteres fra flyet og ind i selve lufthavnsbygningen, det var en lang tur og chaufføren kørte vildt derby igennem jeg ved ikke hvor stor en labyrint af fly, containere og ombygninger. Den lufthavn er MEGA stor. Men hvor er den flot – lufthavnsbygningen. Utroligt smuk med granit, søjler og højglans poleret rustfrit stål. Desværre måtte jeg ikke tage billeder. Men vi kom igennem tjek, selvfølgelig uden problemer.

Vi prajede en taxi som kørte os til hotel Holiday Inn Express Airport. Det kostede den formøse sum af ca. 25 kr.. Så blev det interessant igen. Vi skulle bo på 266 og fik nøglen. Hen og tage elevatoren op på 2. sal, finde værelset, sætte nøglen i døren og ind for at tænde lyset.

Men inden Jan fik tændt lyset – kom der pludselig en masse lyde fra en araber uden lagner der lå og sov – han ville gerne have værelset for sig selv. Underligt ikke? Hen til elevatoren og ned i receptionen, hvor vi selvfølgelig fik en undskyldning og fik vores rigtige værelses nøgle til værelse 268. Jo der var forskel på 266 og 268 – så den stakkels mand i receptionen må også have været træt. Men sjovt var det.

Næste morgen spiste vi morgenmad – ikke specielt godt, men juicen var god. Derefter ventede vi på bussen foran hotellet, Jan kunne så også nå at ryge inden den næste og meget store flyrejse fra Dubai til Brisbane i Australien som ville tage 14 timer og 15 minutter.

Vi tog bussen til Dubai Internationale lufthavn og kom igennem de obligatoriske sikkerhedstjek. Derefter var der afgang mod Brisbane i Australien. Denne flyvetur var den længste, over Indien og det indiske ocean. Men der var underholdning i skærmene på sæderne foran. Vi kunne bl.a. se med kamera under flyet og med kamera foran flyet.

Derudover var der programmer med hvordan der var i Dubai og hvad man skulle se, så dem der havde nået at se Dubai kunne nå at få det frisket op. Derudover kunne man høre Emirates direktør fortælle om, hvor meget de forventede at udbygge både flåden af fly og afgange mod nye destinationer.

Også var der 1.200 stk. videofilm og så var det bare at vælge. Jeg så bl.a. Dolphine Tale med Morgan Freeman. Ashley Judd og Kris Kristoffersen, en rigtig familiefilm, og derefter I don’t know how she does it med Sarah Jessica Parker og Pierce Brosnan. Jan så Harry Potter, nogle aktionsfilm og spillede poker.

Men der var også morgenmad, kaffe, drikkevarer, frokost, aftensmad og flere drikkevarer. De stewardesser og stewarder havde nok at se til, men hvor var de dygtige, hurtige og kundeserviceminded – måske skulle DSB sende nogle af deres personaler på kursus der?

Der var også rig mulighed for at få en lille ”morfar”, men det var absolut ikke behageligt at sidde op og sove, men vi fik da et par timer ind imellem.

Da vi ankom til Brisbane skulle vi af flyet og i transit. Sikkerhedstjek igen ved ankomst og så skulle igennem sikkerhedstjek igen ved afgang. Jo, de passede godt på os hele vejen. Vi var ca. 2 timer i Brisbane og kunne/måtte ikke forlade transit. Men vi kunne få lidt at drikke, hvis vi havde haft lidt Australske mønter med, kort kunne ikke bruges og heller ikke NZ sedler. Men der var en dejlig drikkefontæne med vand som smagte af klor. Vi havde jo intet med i taskerne, da man ikke må medbringe flasker med flydende indhold over 100 ml.

Så kom sidste del af flyveturen mod New Zealand. Ca. 3 timer tog det at komme til Auckland, så kunne vi afhente vores kufferter og derefter igennem endnu et sikkerhedstjek. Nu var vi frie og skulle bare finde ud af hvor vores lejede bil var.

Men efter at have spurgt i et par biludlejningsskranker, måtte vi spørge i lufthavnsinformationen for Jucy havde ikke kontor i lufthavnen. Vi fik et telefonnr. og en henvisning til en gratis telefon. Så var det bare at ringe op og få besked om at gå udenfor og vente på deres afhentning. Vi blev så kørt til deres kontor og fik udleveret et hvidt lyn i form af en ældre brugt Nissan, men den havde da 4 hjul.

Så begyndte festlighederne ellers. Jan sagde: Du starter med at køre og så gjort. Men – vi stod jo på hovedet i forvejen uden at have sovet ret meget, så det har været interessant at følge vores første tur i det hvide lyn. Rattet sidder i modsatte side end herhjemme, når man skal blinke til højre eller venstre skal dette også gøres modsat ellers starter viduesviskeren – det kom den til nogle gange, derudover var der automatgear, jamen altså – bruger måske også bare koblingen for meget herhjemme, når jeg skal bremse?

Det vakte ikke begejstring hos kiwierne, men så kan de lære at holde afstand. Måske skal der monteres ”køreskoleskilte” på turistbiler? Men ind i myldretidstrafikken i Auckland – de kan alle bruge horn – forresten så kører de alle sammen i den forkerte side af vejen og i rundkørsler kører de modsat rundt. Men det er jo ikke noget problem for en rutineret chauffør, vel?

Vi troede at vi havde styr på hotellet – men der er 2 hoteller, der næsten hedder det samme, så det første hotel guidede os videre til det rigtige. Vi kunne bare ikke køre samme vej tilbage men skulle en større omvej på grund af ensretning. Men vi fandt hotel Copthorne, fik parkeret bilen og ind i receptionen for at få parkeringsbevis og nøgle til vores værelse. Nu skulle der soves, bare et par timer. Som sagt så gjort og vi stod så op kl. ca. 22 og gik en dejlig lang tur ned i byen og spiste en McDonalds menu og hjem på hotellet igen. Næste morgen stod vi op kl. ca. 8. Hotellet var bestilt uden morgenmad – de skulle have 120 kr. pr. kuvert, så vi fandt en alternativ løsning.

Vi tjekkede ud og kørte lidt rundt på må og få. Så pludselig så jeg noget der lignede et supermarked og ganske rigtigt det var det. Ind med vores medbragte Kiwinet fra Østbirk og handle lidt ind til morgenmad og frokost i form af yoghurt, toastbrød, skinke, ost, tomater, køkkenrulle og plastikbestik, så havde vi da lidt at starte med. På vejen ud 2 flat white coffee to go. Det var en dejlig morgenkaffe.

Vi kunne stadig ikke finde ud af hvor vi var på kortet og kørte rundt for at finde ud af hvor vi var. Det endte med at vi kørte ind på en parkeringsplads med udsigt over vandet.Vi spurgte et par kommunale skraldemænd om de kunne fortælle os, hvor vi var og det kunne de. Det var i Point Chevalier ved Waitemata Harbour, Auckland. Der havde vi udsigt til Radiotårnet i Auckland og til Auckland Habour Brigde. Vi fik taget nogle gode billeder og fik sat os lidt ind i den bevaringsværdige kystsikrings historie.

Nu skulle vi så bare over Auckland Habour Bridge og nord på, for Christina havde ikke tid til os før mandag eftermiddag, så vi havde nogle dage som vi selv skulle finde på noget i. Så vi kørte op på broen i morgenmyldertrafikken – der er 4 spor – i hver retning og kom over og fortsatte nordpå mod Whangarei og kørte ud mod kysten og gjorde det første stop i Ngunguru. Parkerede bilen, gik en tur og spiste en is, samt orienterede os om endnu et naturbevaringsprojekt. Det er vist det - kiwierne mest gør i.

Vi forsatte og kom til den smukkeste udsigt ud over Whale Bay – nu skulle der spises frokost på dette smukke, meget smukke sted. Store bølger der slog ind over strandkanten, mågeunger der skreg efter mad og sloges om den, når forældrefuglene serverede den. Vi kiggede længe efter hvaler – men der var ingen der ville fotograferes denne dag. Smuk arkitektur i form af et lækkert sommerhus – det måtte der tages foto af – så ville der være lidt til vores kommende arkitekt hjemme i Danmark.

Vi forsatte af kringlede veje tilbage til hovedvej 1 og kørte mod Kawakawa og lige inden så vi et skilt til Kawiti Caves. Det måtte vi se – de lysede orme. Men efter at have siddet og ventet i over en halv time på guiden, gav vi op. Der stod på uret, at han ville være tilbage i løbet af 10 minutter, men – det blev så kun til fotos i området, samt lån af deres toilet.  Det var langt ude på landet og der var lavet et par toiletter samt en brusekabine i en gammel stald, men der var rent og der var skam sat blomster i vaserne på bordet. Rustikt med bare en bræddedør og en krog.

Vi kørte videre og nød stadig naturen. Den er mangfoldig og sikke et virvar af forskellige træsorter, bregner og palmer. Smukke hårnålesving og masser af fantastisk udsigt. Nogle timer senere stoppede vi op midt i Mangamukaskoven. Kørte ind på en skovvej og Jan gik væk på naturens vegne og kom tilbage med besked om. Her skal vi lige gå en tur.

Han havde hørt rislende vand. Vi gik efter lyden og fandt det smukkeste lille sted med rislende vand og småt brusende vand. Andre havde også ment at det var et dejligt sted, så der var sat en lænestol frem til fri afbenyttelse. Der var orkidéer i træerne og smukke orange blomster overalt. Det er ukrudt. Men vi vil have sådan nogle i haven derhjemme, hvis vi kan finde en planteskole, som har disse til salg i Danmark.

Det er ved at være sidst på dagen og tid til at finde overnatning. Det skal vise sig at blive lidt svært, da det er en forlænget kiwiweekend og alt er optaget. Men vi fik hjælp af indehaveren på North Wind Lodge Backpackers. Hun ringede lidt rundt og fik grønt lys til, at vi måtte overnatte hos Gunnypas B&B i Ngataki.

Her kom vi så til søde mennesker Maureen og Simon, som slet ikke ville lade os komme i seng og vi sad bare og snakkede til langt ud på natten. De serverede the, toast, små forårsruller og muffins og ville bare høre alt om hvem vi var og hvad vi skulle i New Zealand.

Maureen var fra Australien og hendes far var faldet ned med fly i Nordsøen under 1. verdenskrig, men havde overlevet. Simon er halvt Maori og halvt dalmatiner – han var dog ikke plettet, hans mor var Maori og hans far fra Kroatien. Søde mennesker der havde dette Bed & Breakfast sted.

Morgenkaffe frisk fra fad – ja Simon havde en kaffevogn, hvor han solgte kaffe fra. Men den første kop hjemme hos Maureen og Simon var gratis – den fik vi inden morgenmaden, for Simon skulle afsted.

Der var rigeligt med toast, æg, hjemmelavet marmelade og ananas med mynteblade. Uhm – det var godt. Vi takkede Maureen for overnatning og morgenmad og aftalte, at når vi havde været oppe på toppen, ville vi køre forbi Simons P-plads og hilse farvel mens vi fik en kop kaffe.

Ngataki ligger ca. 100 km fra nordspidsen på nordøen, så da vi havde pakket sammen og udvekslet FB adresser fortsatte vi nord på mod Cape Reinga. Fantastiske landskaber hele vejen.

Vi nåede op på toppen og valgte at tage en tur på bjerget før nedstigningen til fyret. Det var et godt valg, for hvis vi havde gjort det omvendt, tror jeg ikke at jeg var kommet op på bjerget. Vi har godt nok fået travet nogle kilometer i dette fjerne land. Men smukt det var der og der blev flittigt trykket på knappen på kameraet. Et japansk ægtepar tilbød at tage foto af os mod de 2 have der mødtes og jeg tilbød at gøre gengæld. Vi håber at I nyder billederne.

Efter et par timers travetur forsatte vi i det hvide lyn sydpå. Vi skulle jo mødes med Simon ved Houhora Harbour og have en kop kaffe. Han havde så besøg af sin nevø, som var kommet fra London – har glemt hans navn, men oprindelig var han kiwi og var på vej til at flytte tilbage til New Zealand efter 10 år i London – nu kunne han bare ikke holde tempoet i storbyen ud mere.

Simon forklarede at vi kunne køre til en lille færge længere sydvest på. Så kunne vi spare nogle kilometer og få en smuk sejlads over til de store skove med Kauritræerne. Men vi skulle være der præcis klokken hel, ellers skulle vi vente en time mere. Så vi tog udfordringen op og fandt færgelejet i Ranglora og kom med som den sidste bil.

Færgemanden ville tage et billede af mig og kunne fortælle at vi var det 4. hold danskere denne weekend. Da vi kom til Rawene på den anden side Waihou River fortsatte vi af hovedvej 12 langs Hokianga Harbour og holdt så pause i Rakanae. Der var så skønt og der var en ”Råbjerg mile” på den anden side af vandet.

Vi fortsatte til Parataiko Range og gjorde stop ved Giant Kauri Trees Tane Mahuta. Vi skulle jo se de der store træer, som vi havde hørt så meget om. Der var plancher om træerne og anvisning på hvordan vi kom ind til træerne ad små gangbroer. Gangbroerne var lavet for at beskytte luftrødderne til disse kæmpetræer.

Jan gik forrest og stillede sig op og kiggede, jeg kom bagefter og spurgte ligså dumt – hvor er de så? Prøv at se op var svaret – HOLD DA OP – de var MEGA store. Vi var enige om at en skive på 10 cm ville være nok til et mega spisebord – men det ville da være synd - 14 m i omkreds men ikke så høje som forventet, kun en ca. 20 meter. Dejligt at føle sig lille ved siden af disse megastammer.

Vejene dertil og fra var igen hårnålesving og måske lyder det ikke som om vi kom ret langt, men vi kørte med ca. 30 til 40 km i timen og i lang tid.

Dagen var nu ved at gå på held og det var tid at finde noget at spise og et sted at overnatte, men det var igen svært. Til sidst var der et skilt med luksusværelser der var vacant, så ind at spørge hvad prisen var og det var kun 40 dollars mere end B&B.

Så det blev Sunset-West i Baylys Beach med udsigt over det Tasmanske hav. Nøj der var lækkert, vi troede at det var helt nyt. Men det var over 10 år gammelt. Desværre kunne hun kun tilbyde et værelse med en queensizebed – det måtte vi så nøjes med. Men et rigtigt hyggeligt sted, det bedste på hele vores tur, med en dejlig morgenmadsbuffet med alt hjertet kunne begære.

Men desværre kunne vi jo ikke blive, da vi havde en aftale med Christina – men vi var nok blevet der, hvis vi havde vidst - at selvom aftaler er på skrift, så kan der komme noget i vejen.

Efter morgenmaden pakkede vi sammen og ville forsætte så langt mod syd, som vi kunne nå. Natur var der nok at se på og da vi endelig gjorde holdt for at spise frokost, blev det på det kedeligste sted, men Jans diabetes skal jo passes. Da vi havde spist fortsatte vi ganske få kilometer og så havde vi det flotteste vue ud over en sø med bjerge og jeg skal give dig. Men – kamera var løbet tør for strøm. Men på vores nethinder er der stadig det smukkeste landskabsmaleri.

Vi fortsatte turen sydpå og hoppede på motorvejen ved Auckland og fortsatte til den sluttede syd for Auckland. Videre af hovedvej 1 mod Hamilton og mellem Hamilton og Cambridge var et skilt med B&B i byen Tamaher og der var vi så trætte at vi bare tog det første det bedste.

Det var hos Lenora og Trevor Shelley, de havde ikke lige ventet at få folk ind fra gaden, men selvfølgelig ville de gerne at vi blev. Vi trængte til at sove og kl. var kun 17, så ville bare sove et par timer og så komme ned. Men vi sov til næste morgen – vi var blevet indhentet af jetlag.

Næste morgen var der lavet et dejligt morgenbord og dejlig frisk kaffe. De sagde at vi havde været meget trætte at se på, aftenen i forvejen og at de havde været en smule bekymrede. Men vi skulle jo videre, for vi havde jo en aftale med Christina i dag. Vi fik så at vide, at der kun var ca. 1 times kørsel dertil og så undrede de sig endnu mere over at vi brugte dollars på at sove hos dem.

Vi forsøgte at finde vejen til Christinas gård, men det er ikke nemt uden den GPS – den fik vi ikke med, da det ville koste 1.000 kr. for de dage vi havde lejet bilen. Det kan da købe en ny for? Så vi har nøjedes med fætter Bents kort mappe. Vi kørte rundt i et stykke tid og blev enige om at tage ind på BP stationen. Det kunne være at de kunne hjælpe – men vejnavnet sagde dem ikke noget, men hvem vi skulle besøge?

Så var der ingen problemer – bossen havde gået i skole med Alex og kendte godt the Baldwins. Det er det samme som når nogen spørger efter Brokbjergvej i Sattrup – det ved ikke ret mange hvor er, men Jan & Marianne s å ved de fleste det. Han tegnede et kort og det lykkedes os at finde frem til gården. De var dog ikke overraskede, for ham fra BP havde ringet og sagt, at vi var på vej.

Christinas datter  var på besøg sammen med hendes børn og de var på vej hjem. Så vi skulle lige vente med at komme ind til de var kørt – vi syntes det var lidt underligt, for her inviterer vi da folk ind alligevel. Men vi kom ind og fik en kop kaffe og nogle hjemmelavede anzac småkager. Så kørte vi sammen med Christina ud til Te Waihou Walkway – en skønt område med et kildevæld som ligner at det er blåt vand. Dette prægtige sted er ejet af: Coca Cola. Men der var børn der badede der og det så ikke specielt varmt ud.

På vejen hjem fra kildevældet var vi lige forbi malkestationen – det er bestemt ikke som i Danmark. Christina fortalte at de ikke ejede køerne mere men at de som ejede køerne og familien Baldwin havde indgået en aftale, så at Baldwins skulle sørge for gødning af græsset samt bolig til dem som ejede køerne og så delte de overskuddet fra mælkesalget. Alternativt ikke?

Derefter hjem til gården for at spise aftensmad. Vi glædede os til de store bøffer, som vi var blevet lovet i Danmark. Men vi fik en kylling – rissalat. Efter aftensmad gik vi en tur op og så ud over markerne og lidt på køerne. Jan fik en tur med Alex i en firhjulstrækker ud over markerne – jeg skulle ikke op i det monstrum.

Vi kom tidligt i seng og da Alex skulle til lægen dagen efter og Christina skulle køre, så skulle vi selv lave morgenmad og de ville så være hjemme til middag. Vi aftalte dog at vi kørte en tur til Lake Taupo ca. 100 km fra Lichfield. Der skulle også være noget vandfald Puka Falls og det var sjovt at køre dertil. Pludselig sagde bilen underligt og Jan mente at den måtte være punkteret, men nej – vi var kørt ind i en skovstrækning der førte til Puka Falls og det var ikke bilen, men derimod cikader der larmede, vi har aldrig hørt noget lignende, det var knapt at man kunne høre vandfaldene.

Vi kørte til Craters of the Moon som var et geothermalsk center – eller rettere en levende vulkun der ikke var i udbrud. Der var varmt, der lugtede ækelt af råddent æg, men interessant med røg og damp og boblende mudderhuller.

Vi kørte hjem ad hovedvej 1 og drejede fra Atiamuri og fulgte floden Lake Whakamaru og da vi kom til byen Whakamaru købte vi ind til frokost og denne indtog på en P-plads ved floden. Vi delte med ænder, sorte svaner og en fiskehejre. Vi var på gården ved 16 tiden og fik en kop kaffe og nogle Anzac småkager. Vi fik aftensmad – fårebov med kartofler og kumara både den gule og orange. Bøfferne udeblev. Vi fik et enkelt glas vin og da jeg ikke havde drukket op da vi havde spist – blev det båret ud og hældt ud.

Efter maden snakkede vi ganske kort om slægtsforskning – men det var uinteressant om vores fælles familie, til gengæld hørte vi om den bog Christina er ved at skrive om sin skotske slægt. Vi havde det underligt og følte os slet ikke velkommen.

Næste morgen blev vi spurgt om vi ville have kaffe og så kunne vi selv riste noget toastbrød. Efter at have spist kørte vi en tur med Christina til bjerget i nærheden som var et indhegnet naturreservat. D.v.s. alle dyr på nær fugle var blevet forvist, så træer, bregner og palmer kunne være i fred. Det havde kostet mange millioner dollars at indhegne dette.

Derefter til Te Awamutu kirkegården hvor Mætte Kathrine lå begravet og lige sådan hendes datter Inger Kathrine. Vi havde blomster med fra haven i røde og hvide farver – så var det lidt dansk.

Hjem og have lidt frokost og derefter startede turen til sommerhuset op over bjerget og videre til Papamoa. Christina kørte forrest og vi bagefter det var en god times kørsel.

Vi blev lukket ind og fik anvist vores værelse og vandvarmeren blev tændt. Christina tog et glas vand og kørte efter at hun sagde at vi måtte være der en uge, da datteren skulle have huset i weekenden uge 7 og at hun aldrig havde sagt at vi måtte have huset i 3 uger, det måtte være en misforståelse, men vi har det på skrift? Sådan – værsgod – tak for alt I gjorde da vi var i Danmark. Vi er ikke sure – vi er så skuffede og prøver at finde svar – men?

Ingen telefon, intet internet og McDonalds kunne vi ikke lige finde. Fik lidt aftensmad og dagen efter gik der fjernsyn og afslapning i kalenderen – og der var ingen planer. Lørdag tog vi en tur til Mt. Maunganui langs stranden og var ude på pynten, det var smukt og dejligt med badende børn, surfere og motorbåde der susede forbi. En tur på stranden om aftenen. En tur på McDonalds for at drikke kaffe og have kontakt til omverdenen. Kontaktede Kilroy – vores rejsebureau, mon de kunne få os hjem før? Det kunne de mod et gebyr på 1.450 kr. pr. billet - så 2.900 kr. lige op af lommen.

Søndag tog vi en tur til Lake Rotorua og kørte rundt om. Dog var vi lige til marked og se på en lokal indianer og nogle flere boblende mudderhuller. Vi ville have set geyseren i Te Puia, men nægtede at betale 92 NZ dollar i entré. På vejen hjem forbi en stor kiwiplantage. Mere strandtur  og bare nedtælling til vi skulle hjemad.

Tirsdag morgen kl. 6 startede vi vaskemaskinen med håndklæder og linned – fik det hængt op og spiste morgenmad og pakkede sammen. Vi havde en køretur på ca. 4 timer til Auckland og skulle lige have leveret bilen retur. Vi sendte en sms til Christina og sagde tak og farvel – vi flyver hjem kl. 18:50 og fik svar tilbage: Thanks good trip. Det var vores tur til verdens ende og med garanti, så kommer vi der aldrig mere. Venskabet er også slut fra vores side.

Vi havde en lang flyvetur hjem, men er rigtig rigtig glade for den velkomst vi har fået herhjemme. Vi elsker jer alle sammen og glæder os til at være sammen med jer alle igen – på vores måde.