Indstilling til Kongenshus mindepark for hedens opdyrkere.
Undertegnede privatmand foreslår nævnte nærmere omtalte Johanne Larsen optaget i fortegnelsen over de hedeopdyrkere og særlig
fortjente hedesagsmænd fra perioden 1850-1950, hvis navne bør erindres i mindeparken. Johanne Larsen, født 28. november 1846 i Vester sogn, Vejle Amt. Død 12. juli 1941 i Skarrild sogn, Ringkøbing
Amt. Gift med Jens Christian Pedersen, født 29. december 1835 i Skarrild sogn, Ringkøbing Amt. Død 23. februar 1911 i Skjærlund, Brande sogn, Vejle Amt.
Redegørelse for Johanne Larsens arbejde
og indsats i hedesagen, se nedenstående beretning. Indstillingen foretages af Hans Peter Hansen i Herning. Protokol-nr.: B 471.
Redegørelse for Johanne Larsen arbejde og indsats i hedesagen:
Johanne
var fra et meget fattigt hjem. ”De’ wa trøt ti’er”, som hun sagde. Faderen var drikfældig og moderen svagelig. Hun var eneste barn. Da hun kom i skole, blev hun ræd for læreren, der truede med klø, når
de ikke kunne deres lektier og hun lærte ikke noget der. Da hun skulle gå til præst, gik læreren ud fra, at hun intet kunne og heller intet kunne lære. Men præsten var en forstående mand og følgen blev, at Johanne
nr. 1 ved konfirmationen. Derefter tjente hun i tre år på en stor gård i Ilved. I hendes hjem havde de haft en ko, ”men den gik hi’el ud” som hun sagde. Så kom til at tjene i Givskud i andre tre år
og da købte hun en ko til sine fattige forældre. Koen kælvede og Johanne kørte kalven hjem på en trillebør og trak koen ved siden af. Hvem der blev glad, var moderen, der nu atter kunne malke
deres egen ko. På et marked i Kollemorten blev hun kendt med Jens Christian Pedersen fra Egebjerg i Skarrild. De blev gift 26. juli 1867 i Givskud og købte i 1871 40 tønder land, sort hede i Skjærlund, Brande sogn og indtil Skarrild
sogneskel og der boede Johanne i 63 lange år. De gravede dem ind i en banke, lavede et firkantet hul med rafter og flade tørv over som tag og der boede de den første sommer sammen med en ko, som mandens broder
havde overladt dem. Så lånte de et par studekalve til at ælte ler med og nu byggede et bedre hus, som de stampede op af ler med iblandet lyng. Huset stod forresten endnu, da jeg besøgte Johanne i 1939. Hun
pegede på et fotografi af huset og sagde: ”Ja der har a tosken manne tønder ku’en aw”. Manden havde taget skade i krigen i 1864, de senere år var han meget simpel og de sidste syv år nærmest sindssyg. Men de
første år hjalp han dog Johanne med at kaste mergel. Hun brækkede ene de 40 tønder land hede op, pløjede, såede, høstede og så fik hun efterhånden 10 børn, så
det blev et liv i slid. Ofte kneb det med føden. Hun kogte f.eks. kål på grønne kartoffeltoppe med en brødskarpe i, da de intet kød havde og hun brugte rølliker og pors i stedet for humle, som de ikke havde råd
til at købe. Et år avlede de kun fire skæpper rug og det var ikke meget til mange munde; men efter at de havde fået merglet, kom de til at avle godt. I 1904, da overlod de hjemmet til deres yngste søn, havde de 18 høveder
hvoriblandt fire stude. De gamle blev ved med at bo der og manden døde i 1911. Sønnen skulle kun give 1800 kroner for hjemmet; men han klarede den ikke, trods moderen sled til den sidste dag. Hun mugede i kostalden, hun malkede køerne
og det hændte at en ko sparkede til hende, så hun trimlede; men hun rejste sig og tog fat igen og i mellemstunder kunne man se de 80 årrige kone ligge og kravle i kartoffelmarken.
Så blev der holdt auktion over gården.
Den gik, Johannes surt tjente skillinger gik med og på auktionsdagen drog den gamle, hårdt prøvede kvinde bort fra det hjem, hvor hun i en menneskealder havde lagt sine bedste kræfter. Mager og forkommen kom
hun sig hin dag ind hos sin datter og svigersøn i Karstoft i Skarrild. Der kom hun efterhånden atter til kræfter og der døde hun i 1941, 95 år gammel.